Løbsberetning Beskidy MTB Trophy 2016 {{forumTopicSubject}}

Til dem der gider læse det:
Løbsberetning Beskidy MTB Trophy 2016
Det var en mørk og stormfuld aften. Vi skrev Januar måned. Jeg havde slet ikke lyst til, endnu engang, at trække i tre-fire lag cykeltøj, og begive mig ud i elementernes rasen. Men som altid var det ikke så slemt som det så ud til inde fra stuens og brændeovnens varme. Forberedelserne til årets løb i Polen havde været i gang nogen tid. Planen var, at køre de fire dages 286km og 11550 højdemeter med langt mere overskud og fart end i 2014. Som du kan finde ud af, hvis du læser dette til ende, lykkedes planen ikke helt…
Træningen var i år en del mere målrettet, med intervaller og lange ture. En Vo2 maxtest blev det osse til. Derudover er der også gået en del timer med at køre med ungerne, de er blevet helt pjattede med at køre singletrack i Hestehaveskoven, så det skal jo virkelig passes og plejes, så længe de gider….
Tiden løber, og en tirsdag sidst i Maj kørte hele familien med til Viborg, for at aflevere mig og alt mit grej til afgang. Farvel, farvel, pakke bil og tidligt i seng.
Op kl.05, hurtig morgenmad, og så skulle der laves 12-1300km, hovedsageligt motorvej, ned til det aller sydligste Polen. En lille by ved navn Istebna danner hvert år rammen for de fire dages hardcore MTB-race. Vi, min fætter Ruben og jeg, regnede med at kunne lande i byen ved 17-18 tiden, få udleveret startnumre, indlogere os på hotellet, pakke ud, og så liiiige ud at cykle lidt. 12 timer i bil gør ikke noget godt for cykelben. Heller ikke denne plan skulle vise sig at gå som forventet…
Turen startede fint, den tidlige afgang gjorde, at vi var ved grænsen, da morgentrafikken begyndte for alvor. Hamborg nåede vi osse problemfrit forbi. Konen havde lavet 3,5kg pastasalat, og vi havde masser af vand og frugt. Ikke noget motorvejs-junk eller cola her! Men efter en tissepause langt nede i Tyskland, da vi kørte ud på autobahn, sagde Fordens automatgearkasse nogle bekymrende KLONK, GONK -lyde i 2. og 3.gear… Den havde lige været på værksted, og alt skulle være fint, så Rubens panderynker blev ligesom dybere og mørkere. Oppe i fart var der dog ikke noget, og Rubens rynker blev langsomt glattere. Efter endnu et urineringsstop, kort før den polske grænse, kom lydene igen. Ude på motorvejen med 160km/t gik automatgearkassen nu pludselig i frigear, for at ryge i gear med et kæmpe PLONK. ”Transmission Failure” (!) sagde bilens computer. Goddammitfuckingpislortelort, hvad i alverden gør vi nu?? Ind på rasteplads, tænke tænke…. Prøvede desperat at tage strømmen fra, for at håbe på en form for resetting. Det hjalp intet, flere spøgelses-frigear og flere klonkelyde. Jeg googlede den nærmeste Ford forhandler, og tastede den ind i GPSen. En venlig bilsælgerske og en knap så venlig mekaniker kunne derinde ret hurtig fortælle os at gearkasse ”ist Kaput”. Ruben havde nu været i rødt felt et par timer, hans blodårer i tindingen havde længe lignet an accident waiting to happen. Han tog det dog med forbilledlig ro, ringede til Ford, og derefter til SOS Vejhjælp. Og efter lidt venten på opkald, fik han beskeden, at vi ville blive hentet om 10min af en taxi, som ville køre os til EuropCar, hvor en ny Skoda Superb st.car ventede på os. Hans kaputte Ford ville blive fragtet til Danmark, og han skulle aflevere Superb’en tirsdag efter hjemkomst i Dannevang
Således kunne vi påbegynde omlæsning af cykler og grej på Ford Cottbus parkeringsplads… Det kostede lige tre timer i vores tidsplan. Utroligt, det SKAL bare ikke være nemt og problemfrit for os at køre til Polen. Forrige år væltede en bus på den polske motorvej, og vi sad i kø i 4 timer…
Men Skodaen kørte fint, vi var fremme i Istebna kl 20.52, startnummer udlevering, hotel, udpakning, trilletur? Nej, mørket og et voldsomt tordenregnvejr satte en stopper for den plan. Samle cykler, eftertjekke alting, klar til at påbegynde udfordringerne i de polske bjerge.
Etape 1 : 69,6km, 2550hdm.
Dagens vejr er gråt og diset, ca 18grader og vindstille. Ideelt til MTB løb. I gang kommer vi, de fleste starter hårdt ud, min puls ræser opad, Ruben ræser fremad. Han har trænet rigtig meget, og er skræmmende godt kørende. Jeg må køre over evne for at hænge på, og det straffer mig senere på etapen. Efter 55km begynder kramperne at lure i lægge og lår. Den næste hårde stigning får dem frem, og jeg må af cyklen lidt for at gå. Det stikker det pis.
Hele dagen er der tåget og diset, visse nedkørsler kan ikke køres med fuld gas, da man kun kan se 20-30 meter frem. På en af de lange, smalle nedkørsler, bliver jeg fanget bag endnu en af de polske ryttere der ikke kan køre nedad. Det er irriterende at de holder i vejen ned ad de fede nedkørsler, og mindst ligeså irriterende at de overhaler én igen når det går opad. Sådan kan man kæmpe med de samme igennem hele dagen. Et sted øjner jeg en chance for at overhale, der er godt nok lidt stejlt, og lidt mange sten og klipper, men slipper bremserne og så ryger jeg forbi. For at lave lidt afstand hurtigt, giver jeg den lidt ekstra gas, med det resultat at jeg rammer en klippekant med for meget vægt på forhjulet, punktering, kæmpe ”snakebite”. Er tæt på at ryge på røven fordi luften forsvinder så hurtigt fra forhjulet, men får cyklen bragt til standsning i noget højt græs. Der kunne jeg nemt ha smadret kulfiberfælgen på stenene. Ny slange i, pumpe, pumpe, og så videre.
En opkørsel er der 2km mudder, en tapetklister lignende smat, der er tung som ind i helvede. Ind og ud af Tjekkiet, speciel stemning i skovene i det grå dis. Jeg er lettere demotiveret efter i dag, synes det er tidligt med kramper. I mål i tiden 5:29. Pasta og kødsovs spises mens jeg står i kø til cykelvasken. Hjem på hotellet, blande proteindrik, i bad, ned på den lokale skole til massagekøen. Massage af stængerne, på restaurant til første omgang aftensmad. Op på værelset og hænge tøj til tørre, tjekke cyklen, smøre kæde. Ned til hotellets restaurant til mere aftensmad. Tidligt i seng.
Etape 2 : 85km, 2775hdm.
Dagens vejr er 22grader, mest sol. En urolig nat med kvalme og ikke megen søvn. Starter forsigtigt ud, lader Ruben køre selv. Kvalmen er fremadstormende, og næsten halvvejs, efter en 10km og 800hdm lang stigning, kaster jeg op, samtidig melder kramperne sig igen. Her er der stadig ca 45km tilbage. Der er ved at være udsolgt, kører langsomt nu. Andre steder står jeg bare og stønner, forbipasserende spørger om jeg klarer den. Et sted på en nedkørsel kører vi ud på en betonvej, som dem fra Harzen, fortsætter stejlt nedad, pludselig snævrer et sving ind, og der er bremsespor ud over kanten, der holder allerede en ambulance. Det er ikke helt ufarligt det her. Kæmper mig videre, det er som om kilometerne og højdemeterne kravler ekstra langsommeligt i dag. Igen kramper, har slet ikke nok væske i kroppen.
Cykler langsomt op ad en ”fireroad” stigning, en bred grusvej. Kan næsten ikke mere, må sætte mig i rabatten med hovedet mellem benene, har det bare pivringe. En venlig polak stopper og spørger ”Are you OK?” No, not really, stønner jeg, og han giver mig noget magnesiumpulver. Drikker en masse vand til. Op på cyklen igen, resten af etapen husker jeg ikke meget fra. Da jeg efter 7:25timer kører over målstregen, ligger jeg mig øjeblikkeligt ned på græsset i fosterstilling. De omkringstående griner først, men kan så godt se, at ham danskeren ikke er helt på toppen. Har det simpelthen bare så dårligt, tæt på desorienteret. En venlig sjæl henter noget depot-energidrik til mig, men jeg når kun at drikke to slurke, så må jeg vakle over til et hegn og kaste op igen. Det var min sidste mundfuld depot-energidrik i det løb. Jeg indser at jeg skal have noget fast føde i maven, ellers er løbet kørt, så at sige. Hvis ikke jeg kan holde mad i mig, er det slut. Heldigvis bliver pastaen hvor den skal, og jeg drikker og spiser alt det jeg overhovedet kan. Cyklen skal vaskes, kroppen ligeså. Proteindrik. Massagen kan ikke springes over. Pasta Carbonara på hotellet, sandwich smøres til natten. Cyklens dæk, bremser, alt skal gennemgåes, kæden smøres. En lang og urolig nat, torden og lynild, kvalme og sandwich spisning.
3. etape : 70km, 2500hdm.
Dagens vejr er 24grader, mest sol. Ligger i min seng, har det dårligt. Kan slet ikke overskue bare at tage mit cykeltøj på. Tror ikke jeg stiller til start. Er helt slukøret. Ruben kommer ind, han siger at jeg bare skal i gang, stille og roligt, så skal det nok gå. ”Go big, or die trying” Jeg tror ikke på det. Det virker helt vildt langt ude at skulle cykle så langt igen i dag. Men da han er gået ned til morgenmad, får jeg alligevel på mystisk vis mit cykeltøj på. Jeg mærker på dækkene, der skal pumpes luft i. Får pumpet lidt, sveden springer, puha jeg har det hårdt, det er så synd for mig, hvordan skal jeg da nogensinde cykle 70km i bjergene i dag…? Pakker sandwich og saltstænger, det er varmt i dag. Stiller mig næsten bagerst i startbåsen, jeg skal ikke køre ræs i dag! Skal bare lige køre 10-12km, og så tilbage på hotellet. Men efter 10km går det egentlig nogenlunde, første depot er ved 24km, mon ikke det var realistisk at nå det? Jo, minsandten, og efter første depot (og NUL depot-energidrik, kun vand, bananer, appelsin, rosin) begynder jeg at overhale nogle stykker. Det kører, benene spiller igen! DET havde jeg fanme slet, slet ikke regnet med, var SÅ tæt på at blive i sengen imorges. Nu venter dagens hårdeste stigning, og på toppen af den, dagens andet depot.
Jeg hjælper en anden dansker med hans kæde, den er kilet fast mellem eger og tandhjul bagpå. Jeg hiver i kæden, han jokker på egerne, og med fælles hjælp får vi kæden fri. Vi følges ad til toppen, det er vindstille og sindssygt varmt, jeg overvejer at hælde resten af mit vand over hovedet. Da vi når depotet, er de løbet tør for vand. Katastrofe. En polsk mtb-kvinde kommer til, og skælder og smælder så det er helt pinligt, for det kommer der jo ikke noget vand frem af. Lidt længere henne på toppen ligger der en lille ”vandrecafé”, der har de vand, jeg har bare ingen kontanter med, dumt. Men det har danskeren jeg hjalp, så han forærer mig 1,5liter iskoldt vand, mand hvor var det lækkert. En anden deltager, en tynd og senet tjekke med fuldskæg, køber en 2liters cola som går på omgang, vi er vel 5-6 deltagere som drikker den kolde søde nektar fra guderne. Så selvom depotet var tørlagt, endte det alligevel med at være det bedste pitstop i hele løbet.
Herefter er det lønningsdag som Ruben siger, 4-5km nedkørsel ad det fedeste, ondeste, stejleste, tekniske singletrack, rødder, sten og klipper, bølgende spor med flow og små hop, kun afbrudt i ny og næ af en næsten trækkende polsk mtb’er I mål efter 6:43, lang dag, men på, efter omstændighederne, ok ben. Og nu kan jeg stærkt fornemme den eftertragtede Finisher t-shirt, som kun dem der gennemfører alle fire dage får lov at trække på. Cykelvask, kropsvask, mad, proteindrik, massage, mere mad, kædesmøring. Det er snart rutine.
Etape 4 : 75km, 3000hdm.
Dagens vejr er 24grader, høj sol. Etapen var på forhånd opgivet til 70km og 2900hdm, men på bedste polske vis fik vi lidt ekstra af begge dele på kontoen. Den var led i dag, alle snakkede om at den var unødvendig lang og hård, af en sidste etape at være. Som de foregående dage, flotte udsigter, smukke bjerge, smuk natur, vilde skove, ”PAS PÅ. BJØRNE!”-skilte bidrager også til vildheden. Og igen er der polakker i vejen på nedkørslerne, klikket i med det ene ben, det andet flagrer ud til siden, røven helt bagude på bagdækket, helt stive arme, det ser hovedrystende gak ud.
Som en rigtig sidste etape er euforien høj, alle lider, men er glade for at være nået så langt. En rigtig flink belgier fra vores hotel måtte dog lide den bet, at ryge over styret på en af de lede nedkørsler. Han flåede skulderen af led, endte løbet med under 30km tilbage, ingen Finisher t-shirt til ham. En anden har begge albuer, knæer og nogle fingre bundet ind i forbindinger. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro han var til kostumebal. Der er en del af de 709 deltagere fra 26 lande der ikke gennemfører, det er ikke en selvfølge at kunne trække t-shirten på efter fire dage.
Men alting har en ende, også dette fantastisk fede mtb-marathon-løb, vi triller i mål efter 6:45, glade og lettede, jeg troede vitterligt ikke på det før sidst på 3.etape, det er som om Beskidy MTB Trophy altid tager røven på dig, på den ene eller anden måde. Men FINISHER trøjen er min, to gennemførte Beskidy-løb på kontoen, jeg er godt tilfreds med mig selv.