Løbsberetning fra Beskidy MTB Trophy 2014 (Lang) {{forumTopicSubject}}

Løbsberetning Beskidy MTB Trophy 2014

Selvom turen til Beskidy-bjergene i det sydlige Polen først var d. 19. juni, er historien nødt til lige at runde Harzen 2,5 uge inden. Ruben og jeg skulle et smut til Altenau, og havde taget Thor med som hjemmevant Harzenguide (Og tysklærer ikke mindst). Thor er væsentligt bedre kørende end os, og selvom han tager den med ro, føler vi os temmelig kørt over efter første dag og ca 1000hdm(Højdemeter). Andendagen var vi helt kvæstede, og selv en solid morgenmad fik ikke det vilde energi ned til benene…
Vi begyndte i den grad at få bange anelser angående de 4 polske etaper på i alt 276 km og 10900hdm…. Efter denne ”opdagelse” af vores form, eller mangel på samme, meddelte Ruben at hans billet til Beskidy var billigt til salg. Han ville ikke køre 1200km hver vej i bil, bare for at blive til grin. Modstræbende måtte også jeg erkende, at vi måske nok havde skudt en anelse over målet, dengang i december måned da vi tilmeldte os løbet. Mails blev sendt til arrangørerne i Polen, om der var en venteliste, eller om der på anden måde var mulighed for salg af to stk danske billetter.

Men nej, ingen meldte sig som villige købere. 4-5dage inden løbstart ringede jeg til Ruben, og sagde at jeg ikke havde i sinde at smide omkring 200Euro ud af vinduet. Så hellere køre til Polen og give det et skud, blive til grin, eller give op halvvejs. ”Okay, så giver vi det en chance, vi har jo ikke noget at tabe. Jeg er med” var svaret. Godt så.

Min trofaste Whyte 29er fik inden Harzenturen nyt bagdæk, Continental Raceking, det skulle give lidt mere komfort pga volumen, og være lidt mere modstandsdygtigt overfor punkteringer, særligt i siderne. Det skulle vise sig at holde fint stik. Ny kæde og tandhjul skulle også til, ville ikke stå på en bjergside på grænsen til Tjekkiet med en opslidt drivlinje. Pakker ekstra dæk, hjulsæt, plus diverse reservedele. Tirsdag aften dukker Ruben så op, og vi pakker bilen med masser af grej, mad og energiprodukter. Tidligt i seng. Onsdag morgen klokken 6 er vi så på vej mod Istebna i det sydlige Polen. Mere præcist kan det ikke blive, for vi aner ikke hvad det er vi har meldt os til. Vi har aldrig kørt etapeløb. Vi har aldrig kørt i bjerge. Vi har aldrig været i nærheden af at køre mere end 2000hdm. Vi har aldrig kørt løb to dage i streg. Vi ved den nemmeste dag er på ca 2400hdm... Vi ved vi skal køre fire dage i streg... I bjerge. Vi bliver presset til det maksimale.

Turen ned gennem Tyskland går glat, dog med en mindre misforståelse om hvem der betaler for benzinen på Aral… Det resulterer i, at vi begge tror den anden har betalt. Hejhej benzinregning! Dette opdager vi først i Polen. Men da vi har vigtigere ting at tænke på end sølle 65liter ubetalt benzin, er det ikke noget der skal ødelægge den gode stemning. (Betaler selvfølgelig benzin + en lille bøde da vi kommer hjem) Stemningen bliver dog forsøgt ødelagt af en ”polsk handelsrejsende” i skjorte og slips, der tilsyneladende er i store økonomiske vanskeligheder. Han har mistet alle hans kreditkort, og prøver derfor nu at sælge os tre ”guldringe” for kun 100Euro, så han kan købe benzin og mad til rejsen. Efter lidt tid, flere historier osv, forbarmer Ruben sig over manden, og giver ham 10 penge for at slippe for ham. Vi får ikke noget ”guld” med derfra….
Det lykkedes dog væsentligt bedre for en polsk buschauffør. Han vælter simpelthen med en busfuld unge mennesker, og spærrer hele motorvejen. Heldigvis er der ikke sket noget alvorligt, men i 4 stive timer går vi rundt og glor, mens polakkerne enten ligger sig til at sove i grøften, eller vender bilen og kører tilbage mod færdselsretningen(!) Efter 17 timer på tur, lander vi endeligt i Istebna omkring klokken 22.30. Hurtig udpakning, cyklerne med op på æ kammer, og så godnat.

Raceday one.

Vi er tidligt oppe, spiser masser af mysli til morgenmad. Snakker om at tage den meget med ro i dag. Hvis vi bare overlever, kan vi se på etape nr2. Samle og justere cykler, smøre kæde, cykeltøj på. Fårk, jeg har glemt mine yndlings cykelsko! Må køre i mine reservesko, kæft hvor var jeg sur på mig selv over at have glemt en så vigtig ting. Latterligt.
Blande energidrik, pakke gel og myslibarer. Dobbelt og trippeltjekke at alting er som det skal være. Det summer i maven af spænding. Ned at tjekke ind, få startnumre på. Underlig fornemmelse op til start, aner jo ikke hvad det her går ud på! Omkring 500 mtb-ryttere fra hele Europa til start. Der er russiske tvillingebrødre med briller og en ordentligt skovsnegl på overlæben, aldrende stålcykler, de ligner noget fra Drengene Fra Angora!
Nedtælling på polsk-engrish, starten går og vi er på vej. Ud af byen, og så går stigningsprocenterne ligeså langsomt bare opad, opad og opad. Over 400hdm på under 8km, godmorgen så er vi i gang. Har aldrig prøvet noget lignende, benene er rødglødende, og nogle steder er der bare så ufatteligt stejlt. Og det bliver ved. Opad. Vi tror det starter ondest, men det er det rene vand i forhold til hvad vi kommer til at køre senere.
Men pludseligt går det sjovt nok nedad igen, sådan rigtigt nedad. Som i bremser der lugter brændt. Som i underarme der syrer til, fordi vi fræser nedad de fedeste, ondeste, hurtigste singletracks, mens vi bare bremser og bremser. Det er altså superfedt det her! Lidt op og ned, en del op igen. Og så en laaang nedkørsel, hastigheder op til 60kmt, i hvert fald 20-25minutter hvor man kun står op, fjedrer, bremser, styrer, hopper, navigerer mellem sten op til håndbold str, rødder, klipper, regnvands-render. Slutter brat, for så at gå lige op i æ himmel, ca 450hdm på 4km.
Ruben punkterer, der skal en slange i. Vi hjælper hinanden med at ordne cyklen, og så er det op igen. Tidstabet på 8-9minutter er der vist ingen der tænker på, vi skal bare igennem.

Ruben skælder lidt ud, jeg spiser ikke nok energi-gels efter hans mening. Han husker Ålborg MTB Marathon i april(1000hdm + 100km) hvor jeg gik helt sukkerkold. Jeg er lidt presset mentalt, og snerrer vist lidt ad ham, at jeg ikke kan æde så meget af det søde sukkerlort som han kan, det kan min mave ikke holde til. Jeg lover at passe mit eget energi-indtag, han garanterer at han ikke venter hvis jeg går kold pga manglende energi.
Det virker, jeg skal vise ham skal jeg, og prøver at drikke mindst hvert kvarter, og spise mindst hver hele og halve time. Bananer, kiks og mere energidrik i depoterne gør også godt. Tror jeg hver dag spiser mellem 7 og 10 bananer. Gudefrugten ligger godt i maven.
5.20timer senere er de 2460hdm + 60,4km overstået, der er stadig et godt stykke over 8000hdm + 200km tilbage. Det virker ret uoverkommeligt, håbløst, der er ikke meget der tyder på succes efter sådan en ilddåb. Benene er helt stive og hårde. Vi får hurtigt kørt noget pasta og kødsovs ned, vasket cykler, og så retur på hotellet. Blande proteindrik til restitutionen, hænge cykeltøj til tørre, i bad, tjekke cykel, smøre kæde, tjekke de stakkels bremseklodser.
Ned i restauranten og tvinge noget mad ned. Maden var ok, men appetitten er underlig. Man er egentlig vildt sulten, men de massive mængder af energisukkerstads, bananer, myslibarer osv, gør bare at maden hele tiden sidder sådan lige under drøbelen. I hvert fald hos mig.

Og så over på byens skole, for at stå i kø til massage af benene. Jeg bryder mig ikke om massage generelt, men en massør pr ben, 10minutter, og stængerne var helt anderledes, ja næsten friske at gå på igen! Trapperne kunne passeres næsten smertefrit. Rart at mærke at man lever.

Hjem på hotellet, tror vi gik til køjs inden kl.21. Der var ikke energi til andet. Håbede på en god nat søvn, selvom jeg sjældent sover godt efter hårde strabadser. Det er som om det summer, værker og dirrer i benene. Det er dog ikke uroen i benene der ødelægger vores nattesøvn, men diskoteket i kælderen…! Der er meget lydt på hotellet, og da det er polsk helligdag af en art, er der godt gang i polskirytmerne. Suk. Engang midt nat står jeg op og finder ørepropperne frem, så lidt ro bliver det da til.


Raceday two

Dag to er løbets længste etape på 3200hdm + 72km. Plus 17 km transport på asfalt ud til starten. Vi hører rygter om at dag et var ”tough”, i dag ”tougher” dag tre ”near impossible”…. Det virker stadig som ufattelige mængder af højdemeter der skal forceres. Stængerne er tunge, det grå vejr er køligere end førstedagens blå himmel. De 17 km ”no-racing” ud til starten, er asfalt med blød stigning opad. Alle har dog glemt at starten først er om 17km, der bliver givet gas med det samme. Selve etapen begynder blødt, men med nogle onde, onde bjerge undervejs. Men også i dag er belønningen superfede nedkørsler, hvor vi nok kommer til at oversatse lidt et par gange. Men når man som os besidder en sublim, næsten umenneskelig mængde køretekniske evner, formår vi endnu en gang at komme nogenlunde helskindede igennem.
Ruben styrter på nogle lumske våde/glatte klippestykker der har gemt sig i siden af noget højt græs, og redder sig osse en punktering. Jeg får noget i klemme i min sko-clamp, så den ikke kan klikke ud, og jeg vælter stille over i en busk. Bliver så hidsig over at jeg pludselig ligger i denne busk, at jeg i arrigskab vrider til af alle kræfter, med det resultat at clampen under skoen rykkes ud af gevindet, og bliver siddende i pedalen. Det er halvkritisk, kan næsten ikke forestille mig at køre disse nedkørsler uden at kunne klikke foden fast i pedalen, farligt.

Finder dog mit multitool frem, og får tvunget clampen løs af pedalen, men den ene skrue laver et forsvindingsnummer ned i den dybe polske skovbund. Mere krise. Jeg forsøger at montere clampen med én skrue, og håber det holder. Ruben er færdig med hans punktering, og vi kører videre.
Én af nedkørslerne er procenten 25-27, løse sten, rødder og klipper. For første gang er jeg ikke i tvivl, det her tør jeg ikke køre, vi må trække 200meter. Better safe than sorry, vi er her trods alt kun for sjov. Vi møder en pige, vistnok englænder, der bløder fra knæet og albuen. Hun fortæller hun har fået et ordentligt trælår, låret er helt hårdt og gør meget ondt. Tårerne står i øjnene på hende, men hun kæmper videre. Hun havde lige brug for at fortælle sine elendigheder til nogen. Sej tøs.

Dagen fortsætter, vi knokler videre, den virker uendelig lang denne etape. Cykler mest i Tjekkiet i dag, dog ikke noget vi mærker noget til. Venter af og til på Ruben i dag, han virker presset. Vi siger skål (i et forsøg på at drikke mere energidrik) og hæver vores drikkedunke mod skyerne. I et depot spørger jeg mekanikeren om han har en skrue til skoen, 2minutter så er den som ny, dejligt. Det passer med at Ruben kommer ind i depotet da jeg får skoen på igen.
Heromkring er jeg begyndt at få kramper under foden når jeg går, pga det er reserveskoen. Jeg bander af mig selv, snotdumt at glemme yndlingsskoene derhjemme! Jeg stiger osse ca 10 slag i puls når jeg trækker, fremfor når jeg cykler opad i laveste gear. Så det er kun de mest umulige steder jeg trækker op. Et sted er der kun hovedpudestore sten i 3-400meter, der er ikke noget at gøre, jeg må af og trække. Efter ca 50-60km mister jeg Ruben af syne, venter lidt på et stykke eng. Han kørte og snakkede med nogle fra sønderjylland, sidst jeg så ham. Jeg husker hans ord om, at han ikke venter på mig, hvis jeg ikke spiser mine gel. Jeg beslutter hurtigt at køre selv til mål, selvom jeg fortryder flere gange inden jeg når i mål. Vi havde jo aftalt at følges ad. Men i mål kommer vi begge, over 7,5timer i sadlen. Hård dag. Efter pasta og cykelvask, cykler vi hjem i bad, proteindrik, osv.

Over på skolen, kø til massagen. Jeg vælger at betale 10Euro ekstra for en overkropsmassage, da jeg er øm i nakke, ryg og skuldre. Fortryder dog igen, da jeg får en stor bjørn af en polak, og han vrider nærmest min ryg i smadder. Er flere gange nervøs for at mine ryghvirvler tager varig skade. Det var ikke noget for mig, så hellere en omgang benmassage af to polske piger.
Hjem igen, og efter aftensmad og risbudding med vaniljesmag til dessert, tjekker vi igen cyklerne på værelset. De får renset kæde på badeværelset, smurt og efterspændt, intet er for godt til vores kære cykler. Cykeltøjet hænger til tørre på gardinstængerne. Det giver en helt speciel stemning på værelset, duften af mudrede sko, svedigt cykeltøj, kædeolie, energiproduktprutter. Joh, vi er til cykelløb for MÆND Vi går herefter til ro, spændte på løbets tredje dag, som skulle være den værste. Kan vi bare komme igennem i morgen, kan vi i overmorgen trække vores helt egen finisher t-shirt på…. Tør næsten at tro på det nu.


Raceday three.

Står op med kvalme og hovedpine, trætheden er altoverskyggende på tredjedagen. I start/målområdet får vi udleveret det lille klistermærke med højdeprofilerne for dagens etape, det ser måske ikke helt umuligt og dumt ud. 2568hdm + 65,7km er da stadig en del, her på dag tre, og dagen byder også på løbets højeste bjerg, 1192m. Til trods for disse facts, ser det samlet ikke så slemt ud. Vejret er ok, mest overskyet men tørt, perfekt til mtb-løb.
I startområdet er der ikke den sædvanlige kamp om at komme frem i startboksen, vi holder udenfor og venter til den er fyldt 80% op. Har heller ikke i dag travlt, nu kan vi lugte og fornemme den der finisher t-shirt. Etapen byder på flot, flot bjerglandskab, smukke svedglinsende skovarbejderheste, der har de vildeste muskler. Jeg er absolut ikke heste-interesseret, men disse arbejdsredskaber er bare imponerende flotte dyr. Vi kommer ned igennem bjerglandsbyer, med træhuse som taget ud af Emil Fra Lønneberg(polsk edition), høns der render rundt overalt, heste med énfurede træplove bag sig, mænd der høster deres små lodder med le, brændeos der ligger lavt mellem husene. Fuldstændig enestående at få lov at opleve, det hele på singletrack ned af bjerget, byen, ind igennem en have, rundt om et gammelt æbletræ og videre op ad næste bjerg. Helt speciel etape. Enestående. Unikt.

Det hele er dog ikke sightseeing, vi møder flere gange i dag de frygtede betonelementveje vi også kender fra Harzen… Det betyder mindst 25% stigninger, heeelt ned i gear, op at stå, fightende fremad i halvmeters tunge tråd. Frådende kæmper vi os frem, op. Toppen nåes, og så stå på hænder mens vi bremser skiverne blå af varme. Vi starter med at bremse med én finger på hver bremsegreb. Derefter to fingre. Ender med tre fingre, det syrer og brænder i fingre og underarme af nedkørslen, kan næsten heller ikke stå op og fjedre i benene mere. Men vi kører stærkt på nedkørslerne, henter flere og overhaler dem med stor fartforskel. Vi smadrer dem.
Husker specielt én særlig fed flowy nedkørsel, hvor Ruben kører forrest, vi kører i hvert fald et stykke over 40kmt, svinger fra side til side for at holde farten nede, bremser, fjedrer, navigerer mellem rødder, huller, sten. Vi kommer til et stort hul fyldt med rødder, hvor kun kanten er skrå 6-8cm ren jord. Ruben rammer denne skrå kant helt perfekt med lidt nedlægning på for at køre den som et oplagt sving. Det så bare for fedt ud. Men så er nedkørslen ovre, og så går det opad. Igen igen. Vi maser stille afsted, kun engang imellem lyder der et ”skål” og en fremstrakt drikkedunk hæves.
Prøver at tænke positive tanker, ikke tænke på smerterne, den ømme bagdel, ryggen, nakken, benene der føles som tomme hylstre af vat, der er ikke meget power tilbage. Kvalmen af gel, myslibar og energidrik. Bananerne i depoterne er det eneste jeg stadig kan få ned uden dobbelte synkebevægelser.
Endnu en smuk etape når sin slutning efter lidt over 6timer på cyklerne, og fra mål er der 10km hjem til hotellet. Heldigvis er der asfalt, og det går nedad. På et tidspunkt kan jeg simpelthen ikke sidde ned mere, så jeg sætter mig skråt med låret på sadlen. Her indtræffer et lyksaligt øjeblik jeg aldrig glemmer, da det svedfugtige cykelbuksestof pludselig løsner sig, og en kølig brise trænger igennem ind til mit hårdt prøvede mellemkød…. Aaaaaahhhhh ! Sidder bare og smiler hele vejen. Og i morgen skal jeg have min t-shirt. Herefter følger den obligatoriske cykelvask, proteindrikken tvinges ned, bad og massage. Vi fejrer det på byens pizzeria, med is/frugt/chokolade til dessert. Det smager himmelsk, sådan noget velfortjent mad. Tilbage på værelset skal cyklerne tjekkes igennem, efterspændes, smøres, det er ren rutine nu, næsten hyggeligt. Vi er vågne helt til klokken 22 i dag.


Raceday four.

Sidste dag, klistermærket på styret siger 2800hdm + 66,7km. Intet kan holde os væk fra målet, vi skal have den t-shirt på i dag. Stemningen i startboksen er anderledes, alle er glade for at været kommet så langt. Glade over at være uskadte, glade over at have så ondt over det hele. Ens krop er bare helt i bund, alt er pligt og rutine. På den fede måde. ”In the Zone”.
I gang kommer vi, jeg kan egentlig ikke huske ret meget fra denne dag, mange gange bliver der snakket om t-shirten, om smerterne, om hvor smukt og fedt det har været. Endnu en dag med alt i spor, brede fine grusveje, udvaskede gedestier, grusveje med onde, skarpe skærver der bare ligger og venter på et papirstyndt S-Works dæk de kan skære op. Mindre vandrestier, skovstier med væltede træer pr. 10meter, totalt ødelæggende for alt flow, pisseirriterende. Serpentinerspor ned af en stejl bjergside. Singletracks der minder om danske forhold, rødder og muld. Singletracks af alle slags faktisk, det er vildt som det ene fede stykke bare kommer efter det andet. Midt på etapen er der ingen der siger noget, cykler bare. Denne meditative tilstand, hvor der er tomt, kun benene, cyklen, dig og elementerne. Smerterne er ikke væk, de er bare der i baggrunden et sted, ubetydelige, ligegyldige. For din hjerne er tom, du lukker alt andet ude. Cykler bare. Derudaf. Undskyld, deropad!
Venter en del på Ruben i dag, vi har aftalt at køre over målstregen sammen, så jeg giver al den mentale support jeg nu kan.
Da der er 12km tilbage, kan vi ane højttalerne nede i byen. Vi får lige 20% kræfter tilbage, og giver cyklen en sidste spand kul. I udkanten af byen sidder et par familier i havemøbler ude ved vejen, og de klapper. En gammel bedstemor klapper, hujer og smiler, og jeg får en klump i halsen. Det går så småt op for mig. Vi er ved at gennemføre, hvad vi troede ikke var muligt.
Fuld gas ind mod målområdet, polka-technoen er ikke langt væk nu. Da vi kører hen mod målstregen, får jeg kuldegysninger. Triller stille over målstregen, hånd i hånd over hovederne. Vi får et tillykke, og får så overrakt den. FINISHER står der på brystet af den grønne t-shirt. Fuck hvor er den smuk. Kommer af cyklen, ordene vil ikke rigtigt ud, men der er noget der skal siges, og får da også fremstammet en slags tak til Ruben for denne oplevelse, inden jeg bryder hulkende sammen.
For hvor er det vildt. Vi var 99% sikre på at dette var en umulig mission. Vi prøvede på at sælge billetterne. Mislykkedes heldigvis! Vi har været pressede som aldrig før. Oplevet en fantastisk natur, panoramaer over Beskidy bjergene. Tørvejr. Ingen defekter, ingen alvorlige uheld. Sikke en rejse. Jeg må sidde lidt for mig selv, det skal lige bundfælles inden jeg kan foretage mig noget som helst. Sender en kærlig tanke til min kone, som uden tøven giver mig lov til disse eventyr. Tænker på ungerne derhjemme. Og igen på de foregående fire dage, hvilken rutsjebanetur det har været. Min Garmin siger 292,1km og 10490hdm. Mellem 3500 og 4700 kalorier forbrændt pr dag. Vanvittigt, men vi gjorde det.

Et lille skår i glæden opstår ved cykelvasken, en stor sten har lavet et ar på min carboncykel. Der er kommet et par buler i fælgene. Rubens S-Works Epic har også fået nogle lede stenslag. Battlescars. Et par minder om de ubarmhjertige polske singletracks. Det får ikke lov at ødelægge sejrsaftenen, vi får både kylling, ris, pizza m.m. Sidder og deler røverhistorier i restauranten med 5-6 andre danskere, megahyggeligt, men efter 4 øl er jeg allerede så fuld og træt, at jeg bare vil se dyner. Kroppen er bare helt smadret i bund. Pakker sporadisk, der er ikke den vilde gejst på dette tidspunkt. Kl.06 næste morgen er det morgenmad, afgang mod Danmark og omkring kl.19 lander vi i Rønde.

Hvad har vi så lært af vores første etape-bjerg-mtb-singletrack-løb?
At man ikke kan træne nok til sådan et løb!
At man ikke slapper af på nedkørslerne, det kræver (også) fysisk og mentalt overskud.
At dækkene ikke skal være for tynde i siderne.
Sørg for tørvejr, det gør det hele meget sjovere.
Tilmeld, træn træn træn træn. Og træn så lidt mere.